En “stjerne” med en helt særlig betydning

Under en stjernehimmel en vinteraften friede Sigge til sin Victoria

Victoria Bell, 23. Balletdanser på Det Kongelige Teater & Sigge Tommerup, 22. Driver egen kreative virksomhed “Sigge Creative” inden for fotografi, DJ’ing og eventplanlægning. Sammen bor de i en stuelejlighed på Amager med egen have.

Vi har besøgt parret en solskinsdag i september i deres hyggelige lejlighed på Amager for at snakke om deres fine kærlighedshistorie og den ring, Sigge fik speciallavet hos os for at fri til Victoria.

Mødet

Det er tre år siden, at Sigge og Victoria mødte hinanden for første gang. Sigge arbejder som kreativ selvstændig, men er også DJ, og det var bag pulten til en baghave-festival, at han mødte Victoria for første gang.

“Den aften endte jeg med at stå mere bag DJ-pulten end på dansegulvet” siger Victoria, der er balletdanser på Det Kongelige Teater.

Med Victorias travle karriere vidste Sigge, at han måtte gøre lidt ekstra for at komme til at se hende igen. Derfor troppede han op foran Victorias dør og insisterede på, at det, trods hendes travle livsstil, skulle blive til mere. Siden da har parret været kærester. 

Sigge havde egentligt ikke gjort sig de store tanker om at blive gift. Det hele kom meget naturligt for ham, da han forelskede sig i en forlovelsesring, som mindede ham om Victoria, der altid har været fascineret af stjernerne og universet.

“Jeg elsker stjerner. Vi brugte stjernerne meget dengang Sigge aftjente sin værnepligt, hvor vi mindede hinanden om, at vi kiggede på de samme stjerner hver aften,” fortæller Victoria.


Ringen endte med at blive fremstillet præcist efter Sigges ønsker, så han kunne få den helt perfekte ring til Victoria.


Under stjernehimlen i Sverige

Selvom der var styr på noget af det mest symbolske ved et frieri, skulle der alligevel gå et halvt år, før det helt rigtige tidspunkt opstod, fortæller Sigge, der normalt er en meget spontan person.

Parret tog til Sverige nytårsaftensdag, hvor de skulle fejre årsskiftet blandt høje nåletræer og røde træhytter.

De lavede dejlig aftensmad og drak champagne.

“Det er en af de bedste aftener, vi har haft sammen,” siger Sigge, der næste dag ville fri til Victoria. 

Om aftenen satte parret sig ude i skoven under stjernehimmelen 

“Jeg spurgte Victoria, hvilken stjerne hun gerne ville have. Hun pegede op på en stjerne, og dér hiver jeg ringen frem op mod stjernen, og tager den ned til hende og frier med den.”

Victoria sagde ja med det samme.

“Jeg blev selvfølgelig lykkelig over, at få sådan en kærlighedserklæring. Jeg var ikke i tvivl. Nu har jeg ringen, som evigt minder mig om vores kærlighed. Ringen er blevet min stjerne” siger Victoria, som også fortæller, at ringen lyser op som en stjerne, når hun danser på scenen med den på. 

For Sigge var det vigtigt at give Victoria en kærlighedserklæring, der blandt andet bestod i, at ringen var designet helt specielt til hende., og selvom Victoria blev overrasket, føltes alt helt indlysende.

“Selvfølgelig blev jeg overrasket, men lige så meget som jeg blev overrasket, var det også det mest naturlige og ægte at blive forlovet i en skoven omgivet af den smukke natur, som jeg jo elsker,” lyder det fra Victoria, som kigger ned på sin ring.

Inde i ringen, der er lavet af 18 kt guld med en stor centerdiamant omkranset af en masse små diamanter, står der en tekst, der er helt speciel for parret.

“I den første tid som kærester brugte vi sætningen “a lot” meget. Det er lidt vores love-note. Fordi vi lever et liv, hvor vi også er meget hver for sig, har vi brug for et sprog for at vise til den anden at vi er der. Vi tænder et stearinlys og skriver en lille note på bordet, til når den anden kommer hjem. I noten slutter vi altid af med “a lot a lot a lot”.”  (Som kommer af I love you a lot” red..)

Derfor valgte Sigge, at netop de ord skulle graveres rundt i hele ringen.

“Det symboliserer, at vores kærlighed til hinanden ikke har en ende.”

Ringen Victoria fik af Sigge. Her ses graveringen med ordene: “A lot a lot a lot”, som fortsætter hele vejen rundt.


Vildere og større og for evigt

Parret drømmer om at holde en stor kærlighedsfest i 2025. De skal giftes i Holmens Kirke i København. Præsten bliver hende som også konfirmerede Victoria. “Hun er noget specielt for mig” udtaler Victoria. Selve bryllupsfesten skal holdes i en stor smuk lade på Præstø.

Sigge og Victoria fortæller at det bliver en stor fest, fordi de gerne vil have alle de mennesker med, som betyder noget for dem. Både børn, voksne og de ældre i familien. Men også alle deres venner. Det skal være en stor kærlighedsfest, som skal vare i flere dage. Lidt ligesom deres love-note i ringen, så må festen gerne blive ved og ved.

Sigge havde som barn sommerhus på Præstø og har derfor et tilhørsforhold til havnebyen på Sydsjælland.

“Vi kørte derned sammen og forelskede os i stedet,” siger Victoria. 

Sigge er tidligere bryllupsarrangør, og derfor har parret valgt selv for at arrangere deres kærlighedsfest.

“Vores bryllup er en fejring af livet og kærligheden. Det at blive gift er jo en kærlighedsfest for os, men det betyder ikke, at vi skal settle down. Der kommer fortsat til at ske mange ting i vores liv - det kan kun blive vildere og større,” siger Victoria, der for evigt har sin og Sigges kærlighed forbundet i sin egen ‘stjerne’ på fingeren. 

Tekst: Line Rossau & Freya Juul 

Foto: Sannie Nielsen


Har du en historie, som du har lyst til at dele med os, om dit Line Rossau smykke, kontakt os gerne via vores beskedformular her.

Forrige
Forrige

Evighedsforlovede Lisbeth og Alexander har endelig fået deres evighedsringe